Hvert menneske er unikt, hver kirke er unik, og det er de såkaldte huskirker i hvert fald også! Jeg er med i en huskirke og har startet flere af slagsen sammen med min kone Jette. I weekenden den 8.-10. oktober inviterer vi til huskirkekonference i Vejen. Temaet er “MOD til at være unik”. Og vi skriver i indbydelsen:

Kirker – og især huskirker – bør fokusere mere på kvalitet end kvantitet, mere på tid end tempo, mere dybde end finish, mere ro i en verden af larm, mere dialog end monolog, mere tjeneste end forbrugermentalitet og – ikke mindst – mere Kristusforkyndelse end noget som helst andet.

Yes! For Kristus er Guds bindeled til os mennesker og vores bindeled til hinanden. Læs mere om huskirker – og kom gerne med dine kommentarer her på bloggen – på www.huskirke.dk.

Huskirkekonferencen kan du læse mere om på http://www.huskirke.dk/dk/konference/

I dag ankes et italiensk forbud mod krucifikser i klasseværelser overfor Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

En italiensk kvinde blev stødt af, at hendes søn i skolen skulle konfronteres med det diskrete symbol, og hun har fået medhold i en dom i Italien. Det er den dom, der nu er anket.

Men hvordan kan man blive stødt af noget så harmløst som et billede af en lidende mand på et stykke træ? Det er nærliggende at tænke, at der ligger en nyateistisk kampagne bag. For nyateisterne kæmper ikke blot for at enhver skal kunne tro som man vil eller lade helt være. Nej, de sarte ateistiske sjæle skal ikke mindes om religion i det hele taget ved at støde ind kors, tørklæder og lign. Hvornår også kirker skal jævnes med jorden, nævnes ikke – endnu.

Hvorfor ikke blot anerkende, at religion er ”værdileverandør”, som Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager fremholder i sin bog ”Gud bevare Danmark”. I min bog ”Kristus i verdensreligionerne” citerer jeg bl.a. professor dr. theol. Viggo Mortensen fra Århus Universitet:

- Mennesket rummer mindst tre dimensioner, sagde han og skitserede tre koncentriske cirkler på tavlen. – Det yderste lag er kulturen – hele vores måde at gebærde os på. Det næste lag er værdierne – det, vi synes er vigtigt her i livet. Og inderst inde ligger vores overbevisninger – herunder de religiøse overbevisninger. Det er overbevisningerne, der bestemmer værdierne, og det er værdierne der bestemmer kulturen. Derfor kan vi ikke undgå at beskæftige os med religion i kulturmødet, fremholdt han.

Overført på krucifiks-sagen fra Italien: Hvorfor ikke blot anerkende, at kristendommen er en del af den europæiske kulturarv og derfor har sin naturlige plads, også gennem kristne symboler, i det offentlige rum? Og hvorfor ikke gå endnu længere og anerkende, at vi alle – også ateister – er præget af kristne værdier som tilgivelse, næstekærlighed og ligestilling gennem vores opdragelse i familie og samfund?

Mennesket er udstyret med en tros-muskel. Og så kan ateisterne benægte det så meget de vil. Religion er kommet for at blive.

Af Svend Løbner

Vækkeuret ringer – præcis kl. 7.00. Det er fordi jeg indstillede det til kl. 7.00, inden jeg lagde mig til at sove aftenen før.

Jeg går ud i badeværelset og tænder for bruseren – og sandelig om ikke der kommer dejligt varmt vand ud af den! Det er nok fordi, den har et af de smarte blandingsbatterier, der transporterer de rette doser vand ud af bruseren. Det varme vand kommer fra en lille kasse i kælderen, VVS-manden kaldte en varmeveksler, da han installerede den. Jeg forstår ikke, hvordan den fungerer, men hvor jeg nyder mit brusebad!

Sådan er det også med troen.

Troen er en naturlig del af hverdagen for mig, som det er for millioner af mennesker verden over. Sikkert også for ateister. Det er godt at have in mente, når nu Ateistisk Selskab inviterer til en stor international konference i Danmark i weekenden. 

Forventningens glæde

Tilbage til hverdagen: Jeg klæder mig på og går resolut hen til kaffemaskinen, tænder for den uden at fatte en brik af, hvordan elektriciteten kommer ud af stikkontakten og forvandler vand og kaffebønner til den dejligste duftende varme kande kaffe.

Jeg suser ud af døren, sætter mig ind i bilen for at køre på arbejde. Jeg drejer nøglen om i låsen og forventer, helt uden at tænke nærmere over det, at bilen starter. Og det gør den heldigvis denne kolde morgen – hvis ikke, var jeg blevet rødglødende!

Besværligt at tvivle

Min hverdag er nok ikke så meget anderledes end andres. En ting har vi alle fælles: Vi tror en hel masse. Vi tror, at de moderne hjælpemidler, vi omgiver os med, fungerer – selv om vi ikke forstår hvordan. Og selv om vi havde indsigt i alle elektroners og neuroners bevægelser, så ville vi ikke vide, hvor i alverden de kommer fra. Vi konstaterer dem bare og tror, de er der, lige når vi skal bruge dem.

Hvor ville det også være besværligt at tvivle altid:

- Mon nu vækkeuret ringer i morgen? Det gjorde det godt nok i morges, men jeg må hellere tjekke det en gang til

Forestil dig hvilket helvede det ville være at skulle eftertjekke alle ting i løbet af en dag. Man ville aldrig komme på arbejde, endsige komme ud af sengen!

Nej, vi har tillid til, at tingene fungerer, vi tror alle sammen bare en lille smule. For alt andet ville være uudholdeligt.

Tænk bare på de mennesker, du omgiver dig med. Dine forældre, søskende, kæreste, kone, børn, arbejdskolleger, arbejdsgiver osv. Og forestil dig så, at du går rundt og er evigt mistænksom hele tiden.

- Er I sikker på, at jeg er jeres barn – at I ikke har forbyttet mig med en anden?

Den slags spørgsmål vokser børn heldigvis fra. Fordi de lærer at tro på deres forældres forsikringer. Til sidst hviler de i kendsgerningen: Jeg er mine forældres barn!

Drop tvivlen

Så drop tvivlen. Lad være med at spilde en masse energi på den. Lad være med at for vande mørket – tænd et lys i stedet. Brug troen.

Indstil din naturlige hverdagstro på Gud. Ligesom når du tager en taxa eller bus. Der står godt nok på bussen, at den kører til den pågældende by. Men kan jeg være sikker? Og når jeg finder en taxa: Hvordan ved jeg, at chaufføren ikke kører rundt med mig den halve dag, bare for at tjene ekstra på mig?

Nej, det er uudholdeligt at tænke sådan. Vi er nødt til at have tillid til vores medmennesker. Vi tror det bedste, indtil det modsatte er bevist. Og heldigvis for det.

Vi tror også på videnskaben

Det er den tro, vi helt naturligt kan overføre på Gud. Det gør de fleste mennesker på jorden. Det er blot i den vestlige verden, vi i de sidste 300 år har valgt at bortforklare Gud og erstatte troen med den menneskelige fornuft. Uden at tænke over, at de fleste af os gør det i blind tillid til de filosoffer og videnskabsfolk, der har udtænkt alle de fornuftige tanker for os.

Uden tro på en højere mening med livet bliver menneskelivet lige så tvangsmæssigt uudholdeligt, som hvis vi ikke kunne tro på alle maskinerne og menneskene omkring os.

Brug tros-musklen

Det er naturligt for os mennesket at tro. Vi har alle en evne til at tro, en tros-muskel, så at sige. Ligesom vi har tanker og følelser og vilje et eller andet sted i vores hoveder – ja, så har vi også en tro i vores hjerter. Nu handler det blot om at acceptere den, og ikke mindst: bruge den.

Derfor: Det er o.k. at tro – ligesom det selvfølgelig er en menneskeret at lade være. Men hvorfor ateister vil markedsføre deres ikke-tro forstår jeg ikke? Det ville være det samme som at sælge luft. Det giver ikke rigtig mening.

Det gør troen derimod. Især troen på det, som generationer før os af gode grunde har troet på og levet på, nemlig Jesus og det, der står i Bibelen.

I den ophedede debat om hvorvidt der er en eller flere veje til Gud, synes partnerne at tale forbi hinanden. Som kristen må jeg fastholde, at Jesus er den ypperste åbenbaring af Gud, og at hans stedfortrædende død er den eneste sikre vej til Gud.
Men det udelukker ikke, at Gud kan nå mennesker på andre måder. For hans magt overstiger vores begrebsevne. Så selv om vi fra vores vinkel ser Jesus som vejen, døren, sandheden osv. udelukker det ikke at ”Guds øjne skuler omkring på hele jorden for at finde én retfærdig, en, der søger Gud” (Salme 14, vers 1). Og når han finder én, sætter han himmel og jord i bevægelse for at nå vedkommende. Som han i Bibelen udvalgte Noa, kaldte på Abraham, fandt David som ”en mand efter mit hjerte”.
Hvor er det godt, at vi som kristne stadig har Det Gamle Testamente med i vores bibel. Her møder vi Adam og Eva, Noa, Enok, Gideon, Debora, David, profeterne og mange flere som ”vandrede med Gud”, bad til Gud, lovpriste Gud og fik den ære at blive kaldt Guds tjenere og folk. Endda Hebræerbrevet i Det Ny Testamente betegner disse mennesker som tros-helte, der levede Gud nær.
Skal de nu afskrives som fortabte, fordi de blev født før Jesus og derfor ikke havde en chance for at kende ham? Og hvad med alle de folk, som levede langt fra Israel, hvor Jesus levede i små 33 år for snart 2000 år siden? Og hvad med de folkeslag, der stadig ikke har hørt om ham, og langt mindre har fået fat i det kristne evangelium?
Da Jesus mødte en romersk officer med en urokkelig tro, udbrød han: ”Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriget” (Mattæus 7:11). Der vil være mange udenfor den jødiske – og skal vi sige kristne – kulturkreds, der ligesom romeren har en udelt tro på Gud. De skal også sidde med ved bordet, siger Jesus.
Hvordan kan det ske? Jeg ved det ikke. Jeg ved blot at Jesus siger det. Ligesom han siger, at han har får, der ikke hører til denne fold (Johannes 10:16). Han løfter fligen for Guds almagt. Han viser, at Gud er meget større end vores teologi om ham.
Her er det godt at læse Paulus, for i hans optik er frelse ikke blot at knæle ved alteret og fremsige Jesus-bønnen. Hos ham dømmes menneskene efter deres gerninger, deres ord, om de søger sandheden, om de er retfærdige osv. (Romerbrevet 1 og 2). Vi forstår ikke, hvordan han gør det, og det skal vi jo heller ikke. ”De skjulte ting hører Herren vor Gud til; de åbenbare hører for evigt os og vore børn til, for at vi må følge alle ordene i denne lov” (5. Mosebog 29:28).
Og så ved vi en ting mere: Gud lader ikke mennesket uden vidnesbyrd. Der er i Bibelen mindst fire kanaler, hvorigennem Gud åbenbarer sig for mennesket. De to generelle åbenbaringer er Skabelsen og Samvittigheden. De to specifikke er Skrifterne og Sønnen. De to første er menneskers søgen efter Gud. De to sidste er Guds åbenbaring til mennesker. Og lur mig om ikke Gud leder mennesker, der lever i pagt med de to første, frem til de to sidste. Om han så skal sætte himmel og jord i bevægelse.
Hos Paulus finder vi den opfattelse, at Jesus er en virkelighed, der kaster skygger i historien. I brevet til Kolossenserne (2:17) siger han, at jødernes lov og grækernes åndelighed alt sammen var en skygge af det, der skulle komme, nemlig Kristus.
En virkelighed kaster skygger. Og skyggerne vidner om, at der er en virkelighed. Med andre ord: Kristus er sagen, religionerne er skygger.
Jødernes lov har i fortiden peget hen mod Kristus. Grækernes åndelighed pegede i samtiden hen mod Kristus. Hvorfor skulle de samme ikke gælde til hinduismen og andre religioner, som udvikledes i parallelt med jødedommen? Eller i islam eller andre religioner som er kommet senere end Kristus?
Som kristen tror jeg, at Jesus er Guds fulde åbenbarelse af alle dunkle skygger, og at hans komme, død og opstandelse er hans unikke tilbud til menneskeheden. At tro på Jesus er efter min mening den eneste sikre vej til frelse. For det er så utvetydigt i Det Ny Testamente, at ”alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn” (Johannes 1:12), og at ”enhver som tror på ham, skal ikke fortabes men have evigt liv” (Johennes 3:16).
Jeg har gennemlæst hindernes Rig Veda, de 15 ældste Upanishader, og Baghavad Gita, jeg har læst jødernes Tora og Tanach – det gamle testamente – og jeg har læst Koranen. Og ingen steder kan jeg være så sikker på min frelse som i Bibelens Ny Testamente.
Men netop fordi Jesu komme til jord er så enestående en begivenhed, tror jeg, at Gud har lagt spor ned i alle mennesker – og derfor også i alle religioner – som peger på Jesus. Ligesom profetierne i det gamle testamente fortalte om en søn, der skulle kaldes evigheds fader. Ligesom stjernen ledte de vise mænd, magikerne, fra Østerland til at komme og tilbede Jesusbarnet, har Gud lagt ledetråde ud alskens filosofier og religioner. Det dokumenterer jeg i min bog Kristus i Verdensreligionerne. Selve skabningens og menneskets indretning vidner jo om Gud ”om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os” (Apostlenes Gerninger 17:27).
Jeg tror, Gud lever udenfor tiden, i det evige nu. Han ser hele tiden for sig som en lang tidslinje. Han ser alle mennesker på jorden samtidig, så at sige. Han gennemskuer hvert enkelt menneske og kender det til bunds. Derfor kan han dømme retfærdigt.
Han sende sin søn ”i tidens fylde” (Galaterbrevet 4:4), dvs. på præcis det tidspunkt, hvor han vidste at de mennesker, der var åbne for ham, ville have en chance for at møde ham eller høre om ham. I tidens fylde kom sagen, og alle skyggerne viste og viser nu vej til ham på den ene eller den anden måde.
For Jesus er unik. Men Gud er også meget større og evner meget mere end vi kan forestille os.
Det er en lille, ynkelig og forkrøblet teologi, der udelukker Gud fra at nå mennesker på anden måde, end ”min” opfattelse tillader. Samtidig er den en udvandet teologi der giver køb på det mest klare og utvetydige frelsestilbud i verden.
Men de to standpunkter – dem som peger på enten flere veje eller en vej – er i virkeligheden ikke så langt fra hinanden. Det ene standpunkt peger blot på det andet. De mange veje leder til den ene vej, Kristus.

Når Gud kunne strække sig til at blive menneske, kan vi vel også strække os lidt overfor hinanden.

Det er ikke uden grund at kristendommen bidrager til demokratiet. Den kristne næstekærlighed byder os at acceptere, værdsætte og strække os til det yderste mod hinanden.

Gud gik selv foran med et godt eksempel, da han sendte Jesus. Når Gud kunne strække sig til at blive menneske, kan vi vel også strække os lidt overfor hinanden.

Det er nemlig ikke ret og rimeligt, der får relationer til at glide. Paul Simon fra duoen Simon & Garfunkel skriver nok så rigtigt i sangen Tenderness:

Right and wrong
never helped us get along
You say you care for me
But there’s no tenderness
Beneath your honesty

Det er ikke analysen af ret og forkert, der får et par til at følges ad. Derfor kan ærlighed være dræbende. Og derfor opfordrer “musikkens jødekonge” os til at være bløde, barmhjertige, kærligt hengivne i vores ærlighed.

Just give me some tenderness
Beneath your honesty

Det gjorde den virkelige “jødernes konge”, da han blev sendt til frelse for menneskeheden. Apostlen Johannes lader ham sige:

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.

Gud dømmer ikke, men accepterer. Gud er ikke ligeglad, men elsker. Gud er ikke handlingslammet, men giver sig selv til os.

Derfor kan vi acceptere hinanden. Værdsætte hinanden. Og ikke mindst strække os til det yderste for hinanden.

Jesus gør os rummelige. Også i mødet med de anderledes, de fremmede, og ja, også ekstremister af en helt anden verden, end vi er vant til.

Selvfølgelig skal der være ret og rimelighed til. Helt ærligt! Men bliv ikke hård, for gold retfærdighed hjælper ingen på vej. Forbliv blød, varm, hengiven:

Just give me some tenderness
Beneath your honesty

Det er kristendom!